Mere end 200 besøgende ved Open House by Mazak

Med fem kørende CNC-maskiner i sving ved Open House by Mazak, herunder den japanske maskinproducents Optiplex 3015 Fiber II-fiberlaserskærecenter med fire kilowatt-fiberlaser var det til at forstå, at kunder fra alle egne af landet valgt at bruge en dag i Mazaks danske domicil i Ringsted, enten  den 26. eller den 27. maj.

I den spåntagende afdeling kunne de mange tilmeldte overvære Live-bearbejdning, dels på et Multitaskingscenter model Integrex I200S, drejecentrene Quick Turn 250MSY og Quick Turn Compact 200MS samt ved det komplekse Variaxis J-500/5X-center.

Måske hjalp det, at vejret var mindre sommeragtigt end i dagene op til arrangementet, men det var nok nærmere muligheden for at få et godt indblik i maskinporteføljen integreret med alt fra Cam-muligheder, over robotautomatisering til køle-smøremidler og ikke mindst skærende værktøj - optimeret til Mazaks maskinpark - der trak folk til

En unik mulighed for både dem der har mange maskiner i forvejen, men også dem, som ikke lige normalt har ressourcer til at trække på så megen ekspertise på én gang om alle dele af bearbejdningsprocessen.

Eksperter fra alle de tilstødende teknologiområder, der skal spille optimalt for at få det maksimale ud af maskinparken, var således til disposition for de fremmødte branchefolk herunder repræsentanter fra AVS Danmark, Delcam, Nicool, Nordania Leasing, Polund, QRS, Sandvik Coromant, Schunk, Symetri og Tool Denmark.

”Dette arrangement giver os mulighed for at vise, hvad der i dag er muligt at opnå med de seneste teknologier til spåntagende bearbejdning og laserskæring med den seneste fiberlaser teknologi,” siger direktør Niels Torbensen, Mazak Danmark, og fortsætter:

”Der sker i disse år en rivende udvikling af maskiner og CNC-styringer, hvilket ikke mindst er demonstreret ved vores Smooth-styring, der nu kan leveres til flere og flere af vores maskinmodeller, og byder på store muligheder for produktivitetsfremgange ikke mindst i Multitasking-segmentet.”

DERFOR SMOOTH

På Cam-siden var softwareprodukterne Delcam og Gibbscam på plads, og fra Delcam Danmark-repræsentanterne var der stor ros til den nye Smooth-styring, der gør det muligt at speede bearbejdning med tungere og tungere Cam-programmer væsentligt op.

På arrangementet havde de taget en Reverse Engineering-applikation med ved Variaxis J-500/5X-centret,  hvor de fremstillede en figur med en cykelhjelm i aluminium, hvor Cam-programmet var lavet ud fra en punktskyfil fra en 3D-skanner.

”Prøv at se, hvor hurtigt linjerne kører på Smooth-styringen. Den giver helt nye muligheder for at speede op bearbejdningsopgaver, hvor overfladen skal være i topklasse,” siger Delcam Danmark-direktør Søren Friis, og tilføjer:

”Cam-programmerne er kun så effektive som maskinerne tillader, og det her rykker altså inden for eksempelvis fuldt femakset simultanbearbejdning.”

Af Thore Dam Mortensen
tdm@teknovation.dk