Optimisme hos Mazak i Danmark

For Yamazaki Mazak Danmark A/S var 2007/2008 et godt år med 151 installerede maskiner. Og i 2008/2009, der blev afsluttet  31. marts 2009, gik det næsten lige så godt med 140 installerede maskiner. Men umiddelbart derefter ramte krisen som et hårdt slag mod hele metalindustrien og dermed også salget af maskiner.

Siden er mange virksomheder  kommet stærkt tilbage og dermed også lysten til at investere i ny teknologi, oplever direktør for Mazak i Danmark, Niels Torbensen. Således har selskabet frem til august i år allerede installeret 39 maskiner og har ordrer på yderligere 34 maskiner. Dermed kan 2014/2015 blive det bedste år for Mazak i Danmark siden 2009: ”Det er positivt, at det igen går fremad for metalindustrien i Danmark. Blandt andet fordi, at meget outsourcet produktion, nu bliver trukket hjem igen til danske underleverandører. Specielt emner, der fremstilles med højteknologi som eksempelvis på vores Mazak Integrex, magter man ikke på samme måde at lave i Østlandene,”

siger Niels Torbensen, og tilføjer:  ”De kan sagtens masseproducere de mere simple ting, og den form for produktion bliver nok også derude. Men højteknologi gør produktionen herhjemme konkurrencedygtig, og det er vores kunder meget beviste om. Derfor går meget af vores salg på netop højteknologi. Lige fra enkeltstående CNCmaskiner til store robot- og FMS-løsninger.”

Yamazaki Mazak, der er grundlagt i 1919, er en familieejet koncern med 10 fabrikker, 7200 ansatte og 72 teknologicentre på verdensplan. Den europæiske fabrik ligger i England, hvor der hver måned produceres 120 maskiner. Produktionen bliver i den kommende tid udvidet til 150 maskine månedligt. Svarende til omkring halvdelen af salget i Europa.

På fabrikkerne rundt omkring i verden produceres et program med over 220 forskellige modeller, der omfatter CNC-drejemaskiner, -maskincentre, lasere og automation. Mazak har 1755 maskiner kørende i Danmark, hvor langt hovedparten er stillet op i den vestlige del af landet.