Mazak er førstevalg i Melby

En væsentlig del af den spåntagende afdeling hos AVOS består af CNC-maskiner fra japanske Mazak. Underleverandøren tilbyder selv nærhed til sine kunder, og netop nærhed til maskinleverandøren er et vigtigt parameter.

De fleste af de seneste CNC-maskiner hos A. Vølund & Søn A/S, AVOS, i Melby ved Kalundborg er fra Mazak.

Siden CNC blev en del af hverdagen har Mazak leveret. Og samarbejdet er løbende blevet udviklet igennem de senere år, hvor maskinleverandøren har været hurtig på stedet, hvis der var udfordringer og samtidig været leveringsdygtig i netop den teknologi, som AVOS har efterlyst.

”Det har bestemt været med til at udbygge samarbejdet, at Mazak er direkte repræsenteret i Danmark, og bor i vores umiddelbare nærhed,” siger AVOS-direktør Anders Vølund, om samarbejdet med Ringsted-firmaet.

Han var for et lille års tid siden med på en tur til den japanske producents hovedsæde, og blev her yderligere bekræftet i firmaets antagelser omkring samarbejdet:

”Det er gode, stabile maskiner, der passer godt til de emner, som vi løbende skal have igennem. Og så er der en linje i det Mazak gør, som passer godt ind i den tankegang, som vi selv har,” siger Anders Vølund, og fortsætter:

”Vi ønsker at være der for vores kunder, når det brænder på, og vi stiller naturligt de samme forventninger til vores leverandører.  Og vi føler os godt dækket ind med Mazak.”

Når det gælder de spåntagende maskiner, så holder AVOS sig løbende orienteret, og det er ikke på forhånd givet, at det skal være en Mazak, når der skal investeres. Omvendt, så er maskinlisten allerede pænt fyldt ud med maskiner fra den japanske producent, og hvis ellers løsningen er rigtig, og parterne kan finde hinanden, så sælger de hidtidige leverancer, også de næste, vurderer Anders Vølund:

”Vi oplever Mazak som en familieejet producent af maskiner, der vil deres kunder det godt. Nøjagtigt som vi selv tænker og er. Det giver god mening, når også de øvrige parametre er i orden.”

Direktør Anders Vølund (t.v.) og de øvrige ansatte hos AVOS er godt tilfredse med deres Mazak-maskiner, der hver gang, der investeres bringer yderligere kompetencer med ind i virksomheden.ER PÅ FORKANT

Den seneste maskininvestering er et større Slantturn-center, som er produceret i Japan, og er producentens største inden for tre-akset Multitasking. Det er indkøbt for at udvide kompetencerne, og har givet AVOS flere muligheder end hidtil i den i øvrigt meget alsidige maskinpark.

Derudover er der både CNC-drejebænke, -bearbejdningscentre og øvrig Multitasking såvel som fuld fem-akset-teknologi i den spåntagende afdeling, hvor der arbejdes med både mindre og større serier.

”Når noget fungerer godt, så er det let at fortsætte ud af samme spor. Og det har vi gode erfaringer med.  Vi føler samtidig, at Mazak er der for os, når vi har brug for det, og udvikler sig løbende, så vi kan tilbyde os med den seneste teknologi, og løbende udvikle vores kompetencer,” understreger Anders Vølund.

Den alsidighed og fleksibilitet som maskinerne repræsenterer, er et aktiv i AVOS´ dagligdag. Samtidig er medarbejderne godt tilfredse med at have adgang til teknologi, som de er trygge ved, og som de også føler giver dem de muligheder, som de gerne vil have:

”Vi skal ikke se begrænsninger, men tværtimod muligheder. Det harmonerer godt med det som Mazak gerne vil stå for. Når vi investerer er det derfor også vigtigt, at vi ikke bare dækker et behov her og nu, men samtidig også får adgang til teknologi, der peger fremad, og kan gøre os yderligere attraktive for vores medarbejdere såvel som kunderne,” understreger Anders Vølund.

Han og broderen, Thomas Vølund, er sjette generation i spidsen for virksomheden, og har igennem de seneste to år føjet yderligere et ben inden for rustfrit stål til virksomhedens kompetencer. Samlet råder man over godt 5.000 kvadratmeter under tag, og tilbyder både at tage del i konstruktion og udvikling såvel som alle nødvendige processer inden for metalbearbejdning.

”Vi har dedikerede medarbejdere og de nødvendige teknologier inhouse, og står til rådighed for små som store, der vil nyde godt af vores motto, som siden opstarten i 1853 har været god kvalitet og godt håndværk”, fastslår Anders Vølund.

 

(Billedtekster)

A

Direktør Anders Vølund (t.v.) og de øvrige ansatte hos AVOS er godt tilfredse med deres Mazak-maskiner, der hver gang, der investeres bringer yderligere kompetencer med ind i virksomheden.

B

Den seneste Mazak-investering er et Slantturn-center, der er det største Mazak bygger inden for tre-akset Multitasking.